Lidt lommefilosofi en sen lørdag aften

Livet kan vel på mange måder ses som et spil.

Er spillet værd at spille, kan man så spørge.
Nogle vil sige ja. Andre vil sige nej - og måske ende med at tage deres eget liv. De fleste vil måske svare, at det ved de ikke helt.

Men er det ikke et ret vigtigt spørgsmål at afgøre?

Filosoffen, Albert Camus, udtalte på berømt vis, at det eneste seriøse filosofiske spørgsmål er hvorvidt, man bør begå selvmord eller ej.

Og så er spørgsmålet jo: Er spillet værd at spille?

Som pokerspiller vil man nok være enig i, at der for et spil skal være en god balance mellem evner og tilfældighed. Hvis vi leger plat eller krone, bliver det ret hurtigt kedeligt. Man vil måske begynde at snyde lidt for at introducere skill-elementet. Modsat er meget komplekse spil trættende. Man mister hurtigt overblikket i tredimensionelt skak.

Og så er der mellemtingen - som poker - hvor der er et spændende samspil mellem evner og tilfældigheder.

Men i og med at tilfældigheder er et centralt element, er det nødvendigt at gamble. Hvis ikke man gambler, kan man ikke spille. Og det er måske på mange måder et misforstået koncept i det moderne samfund. Alt skal kontrolleres og styres. Usikkerhed skal minimeres. Vi skal have flere og flere love, mere og mere kontrol, mere og mere overvågning og så fremdeles. Vi lægger personligt planer for livet - disse skal følges - og skriver dagligt i vores kalender. Det ultimative scenarie er politistaten, hvor man ikke længere er overvåget af staten, men også overvåger sig selv. Og hvor samfundet i sig selv overvåger sig selv.

Men for at spillet skal fungere, er det måske helt fundamentalt, at man har tilliden til at gamble. Hvis man ikke har det, fungerer spillet ikke. Livet bliver en kamp. Hvis man endelig opnår den ultimative kontrol, der sikrer sig helt og aldeles sikkerhed, har man vel i princippet begået selvmord. Så på mange måder handler livet ikke om at undgå døden. Måske er livet fundamentalt set en villighed til at dø. Og så længe man bliver ved med at rulle terningerne uden at ane, hvad der kommer til at ske, så kører spillet videre. Så længe at man tager chancen og stoler på variansen på lang sigt, så fortsætter spillet. Så er livet en leg.

Måske er pokerspillere på mange måder misforstået. Pokerspillere anses vel ofte for at være skøre - syge? - gamblere, der afviger fra det normale.

Måske kunne resten af samfundet lære noget af pokerspillere, når det kommer til livet.

Man ved også det er sent når man kommer til at skrive søndag..

Er du blevet badbeated meget for tiden?
Fordi det et sygt nok ramble, jeg ved ikke hvad det er du prøver at sige, vi er ligesom langt fra det totale overvågnings samfund, og jeg er ikke sikker på det overhovedet kan lade sig gøre.. "life always finds a way"

Dankfinger skrev:Man ved også det er sent når man kommer til at skrive søndag..

Haha, præcis :)

Og nejnej, dette er ikke et bad beat rant. Synes selv det er et meget opløftende budskab, at man bør omfavne den usikkerhed, som livet består af, da det måske helt basalt set er dét, der gør livet værd at leve. Og at mange mennesker måske er fanget i forskellige knuder, fordi de glemmer dette. Og at pokerspillere måske på mange måder har fat i den lange ende. Men kan godt være det er helt ude i skoven :)

I øvrigt kan man vel ikke give et definitivt svar på Albert Camusses spørsmål. Eftersom det ligesom er en individuel beslutning, som først rigtig kan besvares når man ligger på sit dødsleje.
Så held og lykke med at afgøre dit lille spørsmål, uden at se tilbage i bagklogskabens lys..

Skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvordan og hvorfor han spørger. Jeg mener, at man måske bør stille sig det spørgsmål, fordi der kun er ét rigtigt svar. Og at man ved at tage stilling til det bliver klogere på, hvad det hele handler om. Så indlægget er naturligvis på ingen måde en opfordring til selvmord. Det håber jeg står klart.

Det kan godt forstås som om du mener man bare skal omfavne livets varians selvom det byder én en masse lortevarians fordi "det er dét som gør livet værd at leve"

Men du har self ret i at usikkerheden er del af det som gør livet værd at leve, eftersom det ligesom ville være lidt kedeligt hvis man vidste hvad der ville ske..

Og det kan godt være du har ret i at nogle ønsker sig fri for den usikkerhed og gerne ville kunne forudse det hele, måske særligt gældene for en stor del af den generation som "opvokser" bag en computerskærm/tablet og måske frygter den virkelige verdens uforudsigelighed istedet for at værdsætte den.

Jeg er ikke helt med. Handler livet om at tage chancer eller om at være villig til at dø?

Jeg misser måske den filosofiske pointe, og jeg har ikke læst Camus, men tildeler du ikke meningen med tilstedeværelsen dine egne ønsker? Hvorfor skulle spillet ikke fungere, hvis man ikke gambler?

Nu hvor du leger med poker som analogi, så er der jo mange måder at spille på, der passer til hver persons stil. Nogen tager gerne masser af varians, mens andre ikke gør og nogen arbejder ikke hårdt, for at nå til toppen. Men de hygger sig alligevel.

Af hvad jeg kan tyde af dit skriveri, snakker du i sidste ende om meningen med livet; hvad gør livet/min eksistens "værd at leve". Her læner jeg mig mere op af Heidegger og Sartre og vil sige, at vi alle er kastet ind i verden og meningen med livet er lige præcist, hvad vi gør den til. Der er intet forudbestemt, og ingen overordnede objektiv mening. Mening er noget vi mennesker skaber, for at skabe et formål med det vi foretager os, så vores væren i verden ikke er uden begrundelse.

Selve ideen om en mening med livet, er en intethed; det har ingen fysisk eksistens. Så det er op til mig, om jeg finder det meningsfuldt at tage chancer i mit liv eller blot leve sikkert. For hende der drømmer om, at have en familie, er chancer i livet ikke så meningsfuldt, som for ham der for alt i verden vil nå toppen af en sportsgren. Der er ikke en rigtig mening og en forkert mening.

Man kan derudover også argumentere for, at vi alle kontinuerligt tager chancer/gambler. Alle valg i vores liv, uanset hvor sikre de er, er et fravalg af noget andet. Der er altid mere end ét valg, som man kan satse på.

Udfra Elon Musks bedømmelse er der kun cirka én ud af én milliard chance for at vi ikke lever i en slags kompleks simulation skabt af mere avancerede væsener end os selv. Han tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker for 50 år siden skabte utroligt simple spil som Pacman og Pong, og allerede nu har formået at skabe 3D-realistisk 'virtual reality' som snart kan konkurrere med virkeligheden.

I så fald, hvis vi man gerne vil vide hvad meningen med livet er, så kunne man med god grund filosofere lidt over hvilke årsager en overlegen intelligens skulle ha' for at skabe én eller flere simulationer af 'virkelighed' som vi kender det. Et muligt svar kunne være - samme årsag som en pokerspiller kører simulationer - for at optimere beslutninger.

SpartacusDK skrev: Han tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker for 50 år siden skabte utroligt simple spil som Pacman og Pong, og allerede nu har formået at skabe 3D-realistisk 'virtual reality' som snart kan konkurrere med virkeligheden.

Ikke fordi at jeg ikke tror at der kan være mere mellem himmel og jord end vi lige nu antager. Ivertfald i forhold til computer spil, er der vel nærmest ikke sket noget siden de første spil, andet end computerne har fået mere kraft og de dermed kan brute force dybere. Men egentlig intelligens kan man vel ikke snakke om at de bare er den mindste smule i nærheden af.

Så er vi ikke stadigt meget meget langt fra at skabe noget der kan sammenlignes med intelligens ?

klondike skrev:
Ikke fordi at jeg ikke tror at der kan være mere mellem himmel og jord end vi lige nu antager. Ivertfald i forhold til computer spil, er der vel nærmest ikke sket noget siden de første spil, andet end computerne har fået mere kraft og de dermed kan brute force dybere. Men egentlig intelligens kan man vel ikke snakke om at de bare er den mindste smule i nærheden af.

Så er vi ikke stadigt meget meget langt fra at skabe noget der kan sammenlignes med intelligens ?

Det er faktisk overaskende hvor meget fremskridt inden for AI der er blevet gjort de seneste 10 år, folk i branchen er selv meget forbløffede. Hvis man antager at udviklingen bliver træg herfra, så er de konservative bud fra folk inden for feltet at vi får skabt et system, bevidst eller ej, som er ligeså intelligent og funktionsdygtigt som et menneske, indenfor 200-300 år, mens andre videnskabsfolk spår at vi allerede har den om 30-50 år.
Denne hændelse vil fungere som en milepæl, da en enhed som er mere intelligent end os vil kunne udføre opgraderinger på den selv, hurtigere og mere effektivt end vi selv kunne, hvorfor man kan regne med at AI's evolution vil foregå millioner gange hurtigere end vores egen. Så når vi først har skabt et selv-opgraderende system som er mere intelligent end os, så kan man regne med at denne vil kunne tilbagelægge en udvikling svarende til 500 tusinders års biologisk evolution, i løbet af et par uger.

Jeg har det også med varmen :-)

klondike skrev:
Ikke fordi at jeg ikke tror at der kan være mere mellem himmel og jord end vi lige nu antager. Ivertfald i forhold til computer spil, er der vel nærmest ikke sket noget siden de første spil, andet end computerne har fået mere kraft og de dermed kan brute force dybere. Men egentlig intelligens kan man vel ikke snakke om at de bare er den mindste smule i nærheden af.

Så er vi ikke stadigt meget meget langt fra at skabe noget der kan sammenlignes med intelligens ?

Jeg snakkede btw ikke om kunstig intelligens i mit første indlæg, men snarere om vores formåen i at ha' skabt teknologi som er programmeret til at forveksles med virkelighed, og om hvorvidt vi allerede befinder os i et virtuelt rammeværk.

Elon snakker om det i denne video. Omkring 1 og 14 minutter inde.

The game is out there - It's either play or get played

Kan man ikke bare erstatte "pokerspiller" med "drugdealer" og så giver det lige så meget mening?

chrrrist skrev:Jeg er ikke helt med. Handler livet om at tage chancer eller om at være villig til at dø?

Jeg misser måske den filosofiske pointe, og jeg har ikke læst Camus, men tildeler du ikke meningen med tilstedeværelsen dine egne ønsker? Hvorfor skulle spillet ikke fungere, hvis man ikke gambler?

Nu hvor du leger med poker som analogi, så er der jo mange måder at spille på, der passer til hver persons stil. Nogen tager gerne masser af varians, mens andre ikke gør og nogen arbejder ikke hårdt, for at nå til toppen. Men de hygger sig alligevel.

Af hvad jeg kan tyde af dit skriveri, snakker du i sidste ende om meningen med livet; hvad gør livet/min eksistens "værd at leve". Her læner jeg mig mere op af Heidegger og Sartre og vil sige, at vi alle er kastet ind i verden og meningen med livet er lige præcist, hvad vi gør den til. Der er intet forudbestemt, og ingen overordnede objektiv mening. Mening er noget vi mennesker skaber, for at skabe et formål med det vi foretager os, så vores væren i verden ikke er uden begrundelse.

Selve ideen om en mening med livet, er en intethed; det har ingen fysisk eksistens. Så det er op til mig, om jeg finder det meningsfuldt at tage chancer i mit liv eller blot leve sikkert. For hende der drømmer om, at have en familie, er chancer i livet ikke så meningsfuldt, som for ham der for alt i verden vil nå toppen af en sportsgren. Der er ikke en rigtig mening og en forkert mening.

Man kan derudover også argumentere for, at vi alle kontinuerligt tager chancer/gambler. Alle valg i vores liv, uanset hvor sikre de er, er et fravalg af noget andet. Der er altid mere end ét valg, som man kan satse på.

Vi er helt enige. Det var ikke for at påstå en mening med livet. Livet har, som du selv er inde på, ingen destination. Det er ikke en nødvendighed at livet eksisterer. Og så på den måde, vil jeg mene, at livet er legende. At ligesom musik ikke handler om slutningen, men om musikken selv. Ligeså handler livet kun om livet selv.

Og hvis man tænker igennem, hvad der gør livet til en leg, så er det, at oplevelsen af kontraster. Det fulde spektrum af følelser, tanker og sansninger. Smerte ligeså vel som nydelse. Og ikke mindst - usikkerheden. Mysteriet. Du aner ikke hvem du er, du aner ikke hvad det er for en verden, og du aner ikke, hvad der skal ske.

Der er en stor grad af tilfældighed, og derved gambler man hele tiden. Du sætter livet på spil hvert eneste moment. Og hvis du ikke har kærligheden - tilliden - til at gamble, så bliver livet en trættende konkurrence i kamp mod livet. Her mener jeg, måske helt forkert, at pokerspillere har en forståelse for, at varians udligner sig. Har tilliden til gambling som koncept. Og måske bedre kan acceptere - og således nyde - livets varians.

Du har helt sikkert en pointe i, at man ikke kan gøre sig til dommer for, hvorvidt personen som søger varians modsat personen, som forsøger at minimere varians, lever livet på den rigtige måde. Men, hvis livet er et spil, er der så ikke en optimal strategi?

Buddhismen - og østlig filosofi generelt - snakker jo meget om det her med at vi har en tendens til at holde fast i konstante størrelser, selvom livet er konstant foranderligt. Og at vi vælger de gode ting ud i livet og siger, at vi kun vil have dem, selvom de gode og dårlige ting er aldeles afhængige af hinanden.

Jeg tænker bare ... At livet er vel sjovere, hvis man forstår varians statistisk, og at man stoler på livet nok til, at man kan give sig til hvad end, man oplever. Og at pokerspillere har en tendens til at have den forståelse.

Måske vrøvler jeg.

lasseh10 skrev:
Du har helt sikkert en pointe i, at man ikke kan gøre sig til dommer for, hvorvidt personen som søger varians modsat personen, som forsøger at minimere varians, lever livet på den rigtige måde. Men, hvis livet er et spil, er der så ikke en optimal strategi?

Jeg tænker bare ... At livet er vel sjovere, hvis man forstår varians statistisk, og at man stoler på livet nok til, at man kan give sig til hvad end, man oplever. Og at pokerspillere har en tendens til at have den forståelse.

Måske vrøvler jeg.

Hvis livet er et spil, er der så en optimal strategi? Det er der, men rammerne for det spil, er jo noget personen selv bestemmer. Vi spiller jo hver vores helt eget særpræget spil. Man kan måske overordnede sige, at den optimale strategi er, at man forstår spillet; at man tillægger de projekter man har i dagligdagen en mening, således at man ikke stiller sig selv Camus' spørgsmål om: "skal jeg begå selvmord?", men har nået frem til, at jeg eksisterer i verden og vil opnå noget, der er betydningsfuldt for mig.

Jeg har lidt et problem med at inddrage varians i analogien fra gambling til hverdagslivet. I poker kan vi oftest numerisk angive varians og derfor forstå den og forudsige sandsynligheden for dens varighed, ud fra nogle numeriske faktorer. I hverdagen har vi ikke samme indsigt og information, så det bliver hurtigt bare et mantra eller netop lommefilosofi, at "uheld nok skal vende".

Det man vel egentlig opnår ved at sætte sin tillid til gambling/chancer og stole på at der er varians, at chancerne nok skal udligne sig, det er vel ikke en større indsigt i hverdagslivet. Det er vel blot en måde at skabe håb om, at tingene nok skal gå - og det håb kan man opnå på alle mulige andre måder.

Man kan have oddsne imod sig, men stadig tage chancen, fordi det projekt er så meningsfyldt for en, at man føler sig nødt til at bare gør det; det er meningen med min væren i verden.

Typer af mennesker:

1. Mennesker der er bevidste om, at livet er et spil, men som ikke identificerer sig selv med spillet. I stedet identificerer de 'sig selv' med den 'person', som det føles man er; forblændet af ego-illusionen. Disse mennesker tror, at 'ingenting' kan eksistere uden 'noget', og at det 'indre' (dem selv) kan eksistere uden det 'ydre' (ens eksterne omgivelser).

2. Mennesker der er bevidste om, at livet er et spil, og som identificerer sig selv med spillet. De har erkendt at den person, som det føles man er, er en illusion, og at ens virkelige selv er den proces, som skaber personen/ego'et. Disse personer har indset, at 'ingenting' og 'noget' er to sider af samme mønt.

3. Mennesker der er ubevidste om, at livet er et spil. De tror på en dybere mening med livet.