Valget er udskrevet, og nu venter forestillingen, hvor de samme slidte politikere stiller sig op foran kameraerne og reciterer deres indstuderede floskler med alvorlige miner og tomme blikke. Det hele serveres som historiske øjeblikke, men lyder mest af alt som en genudsendelse, ingen bad om.
At følge valgkampen føles som at træde ind i en farverig slikbutik – kun for at opdage, at hylderne fra gulv til loft udelukkende er fyldt med de samme vingummibamser i forskellig indpakning. Du kan vælge rød pose, blå pose eller en grøn pose, men smagen? Præcis den samme.
Journalisterne står med ståpels i studiet og lader som om, hvert eneste åndedrag fra talerstolen er et jordskælv i danmarkshistorien. De nikker alvorligt, analyserer det indlysende og pakker tomgang ind i grafer og breaking-bjælker, mens de sprøjter deres velkendte ligegyldigheder ud gennem skærmen til de stakkels seerne, der mest af alt bare forsøger at finde ud af, om der overhovedet findes et alternativ til vingummibamserne.
Og sådan kører møllen: store ord, små visioner, dramatiske pauser og nul overraskelser. Valgkampen ruller som en sirligt koreograferet dans, hvor alle kender trinene, ingen træder ved siden af – og publikum klapper høfligt, velvidende at forestillingen allerede er glemt, før stemmesedlen rammer boksen.
Redigeret af lilleper d. 26-02-2026 15:13