Beklage, der kommer lige et længere indlæg, hvor jeg håber I vil give jeres besyv med.
Vi har jo tråde der diskutere USA/Trump og Ukraine-Rusland krigen, men kom til at tænke lidt mere overordnet over tingene. Når jeg reflekterer over tingene kan jeg komme i tanke om mange historiske begivenheder, selv i nyere tid, hvor det er sket at magtfulde mænd fejlvurderer situationen og ender med at skyder sig selv i foden – ledere, der ville styrke sig selv, men endte med det modsatte.
I historien, og desværre også i nutiden, ser vi gang på gang ledere, som træffer beslutninger i den tro, at de styrker deres egen magt eller deres land. Men i stedet opnår de det stik modsatte: destabilisering, isolation, krig, økonomisk nedtur eller direkte fald fra magten.
Her er tre eksempler, hvor stormænd mistolkede virkeligheden og betalte en høj pris:
1. Saddam Hussein – selvmålet i Kuwait
Saddam sad solidt på magten i Irak, men da han i 1990 besluttede at invadere Kuwait, undervurderede han fuldstændigt reaktionen fra verdenssamfundet. Resultatet blev en militær ydmygelse, international isolation og et svækket Irak. Det banede vejen for hans senere fald, og endte med, at han blev fanget i en jordhule og henrettet. Et historisk selvmål.
2. Vladimir Putin – fra triumf til tragedie
Putins annektering af Krim i 2014 blev mødt med mild modstand, hvilket måske gav ham blod på tanden. Da han i 2022 indledte en fuld invasion af Ukraine, troede han muligvis, at han kunne gentage succesen. Men tre år senere er Rusland fanget i en udmattende krig, under hårde sanktioner og politisk isoleret.
Ironisk nok har Putin opnået præcis det, han frygtede: NATO er styrket, både militært og politisk, og både Sverige og Finland er nu medlemmer. At NATO-landene netop har besluttet at hæve militærbudgetterne til 5% af BNP, gør næppe situationen lettere for Kreml. En katastrofe forklædt som strategi.
3. Donald Trump – “America First” blev “America Isolated”
Trump ønskede at gøre Amerika stærkere og mere respekteret i verden. Men hans brug af toldsatser, isolationisme og evige konfrontationsstil har efterladt USA mindre respekteret og mere polariseret – både indadtil og udadtil.
Økonomisk så vi højere priser for forbrugerne, handelskrige med Kina og en generel mistillid blandt allierede. Samtidig har hans “leadership style” undermineret tilliden til amerikanske institutioner, og hans retorik truer fortsat demokratiets fundament. Hvad der skulle være genoprejsning for USA, blev i virkeligheden en svækkelse.
Vi ser et mønster: Magtfulde mænd, drevet af ego, ambition og en forkert analyse af virkeligheden, som i sidste ende skader både sig selv og deres lande.
Og i tilfældet Ukraine – som fortjener al den støtte, vi kan give – ser vi netop, hvordan en befolkning kan stå op mod stormagtsarrogance og kæmpe for frihed og suverænitet. Det er inspirerende og et tydeligt bevis på, at undertrykkelse og aggression sjældent sejrer i længden.
Hvad mener I andre? Ser I samme mønster – og hvem kunne være det næste eksempel på en leder, der fejlvurderer virkeligheden?
