(Et lille pokerskriv om en lille pokeroplevelse i Barcelona, dog uden nøjagtige HH gengivelser)
Efter ni måneders selvvalt pokerpause skulle evnerne igen støves af. (Poker træthed - ikke økonomi).
Hvad kunne være bedre end at tage en tur til Barcelona, tage konen med og installere hende på et værelse, og ellers lade hende løbe rundt og kigge på Gaudi-huse og kunstinstallationer.
Op til turen havde jeg lige nærstuderet nogle flop ranges og kigget lidt på teorien igen. Man bliver jo lidt støvet af, ikke at have rørt et par kort i længere tid.
Jeg glædede mig rigtig meget til at komme i gang med at spille noget, og EPT i Barcelona har jeg aldrig været ved.
Hovedturneringen var der slet ikke råd til at være med i, men jeg valgte noget billigere turnering, nemlig poker Open Cup til 825 Euro.
Så, frisk på en masse poker, stod jeg op på dagen, fik spist en rigtig god morgenmad, gik mig en mindre tur i Barcelona, sendte konen afsted på Gaudi-museum, og gik så i rigtig god tid ned til casinoet for at registrere mig.
Her er allerede den første begynder-fejl lavet, fordi der var totalt udstoppet af mennesker, og der var langt kø til registrering, og starten på turneringen var kl. 13.30, men jeg fik af vide, at den var oversolgt, så der vil først være et bord, der åbner med min plads til kl. 14.50.
Her sniger det første lille bump sig ind, og forventningens glæde er nu blevet vendt til en lille smule forventningens irritation.
Men jeg trækker vejret dybt og ved, at jeg skal jo sidde i rigtig mange timer og spille, så hvis jeg går rundt og strækker ben en times tid, så er det sikkert bare godt for blodomløbet.
Jeg køber en kold pepsi max og en roastbeef wrap sætter mig ud i gården og nulstiller hovedet. Kører lidt "remser" så som:
- Tålmodighed er en dyd
- Ingen vinder pokerturneringer på level 1- nå nej nu på level 3
- Lad være med at lave fancy moves på de første levels
Så da mit bord endelig åbner, findes der næppe en dansker i det store rum, som er mere i "poker zen" end mig. Det her kan kun blive godt.
En halv orbit inde har min sidemand til højre, spillet 3 hænder og vist semiskrammel i alle 3. Så da jeg efter floppet i har ramt top to par og han fra knappen raiser til 3X, så må jeg lige skubbe hagen på plads så jeg ikke kommer til at savle på bordet.
Kender du det - man ved bare at nu skal fælden sættes op og der skal bygges en stak op?
2 minutter efter har jeg tabt 1/3 af min stak til hans pocket rockets, da boardet har parret på river. (Som sagt ingen håndanlayser).
Okay, så er det da godt man har lært åndredrætsøvelser til fødsels forberedelse kurserne for mange år siden.
Nu ingen panik - jeg har ca. 45BB tilbage og der er masser af rum til at spille i. Når faktisk frem til at jeg er lidt af et pokergeni, at det ikke kostede mig mere af min stak.
Jeg vinder en lille bit pulje lidt senere og da jeg skraber den til mig, så tænker jeg at nu grinder vi den op der fra. Sådan en "Zen poker spiller" som jeg har udviklet mig til, kan jo ikke rystes nu.
Så nu hvor jeg er mentalt helt stabil igen, så kalder jeg fra SB to orbits senere, med k2 i hjerter et 2X raise. Vi går 4 mand til floppet som slå k98r - men med hjerter 8. Initial raiser checker og det gør jeg også - takket være min zen tilstand kan jeg godt se at min 2ér som kicker nok ikke gør mig favorit. Så der checkes hele vejen rundt.
Hjerter 5 på turn får mig til at checke og initial raiser better 2k ud i en ca. 6k pot. Hele min pokerradar er jo tændt og den bipper - og min tankeproces er skarpre end Gillette barberblade - for han har jo ikke kongen - den havde han helt sikkert bettet efter floppet.
Jeg tænker også nogen andre skarpe ting, men nu er det her jo ikke en håndanalyse så det skal du slippe for at læse om her.
Men jeg kommer frem til, at hvis jeg checkraiser ham med 10k så er han og den anden nød til at folde - og så har jeg jo altid flushen som et hemmeligt sidste våben på river.
Han går i tanken, hold da helt op hvor er det godt tænkt af mig - at tage puljen ned nu og så er jeg næsten på startstack igen.
Men hov, han har vist ikke helt forstået mit geniale pokerkoncept for han kalder. Her går min hjerne helt i stå - for hvad kan han kalde med?
Jeg bliver lidt varm i håndfladerne, end til dealeren vender en hjerter mere på river.
Ta da - for en fanfare der gik af i hoved på mig der. Sådan en runner runner flush vil han aldrig sætte mig på. Så jeg kigger længe på ham, tæller mine sidste ca. 15bb, kigger på uret for at ligne en der gør hele situationen op. (Tænker nok der måske er en lille bodil på vej til mig der)
Så smider jeg chips ind og stregen og annoncerer "all-in", mens jeg anstrenger mig for ikke at komme til at grine af glæde. Bare han kalder - så er jeg virkelig godt med igen.
Han tænker 4-5 sekunder og siger så call. Jubelen i mit hoved vil ingen ende tage og jeg er ikke længe om at vende min second nut flush. Han kigger på den og vender så AJ HH- og har altså den bedste flush samtidig med at han slowroller mig lidt.
Uha, den havde mit poker zen mindset ikke lige set komme og jeg rejser mig nærmest i en tåge og forlader rummet.
De næste par timer kører jeg hænderne igennem i hovedet, tager en taxa tilbage til hotellet og ringer til konen og siger at jeg er "disponibel" HELE aftenen og at jeg heller ikke skal videre til dag 2, som planlagt.
Så fredag aften blev tilbragt i det hyggelige aftenliv i Barcelona og øl og drinks blev kun bedre og bedre som aftenen skred frem.
I løbet af weekenden kom jeg frem til, at jeg som pokerspiller nok minder lidt om de kvinder, som vender tilbage til mænd som slår dem. På en eller anden måde lærer man at elske smerten.
Så mon ikke, jeg skal en tur til Malta og nyde oktober varmen når EPT går videre til deres næste stop.