tuznelda skrev:Det skete for en mor under tsunsmien i 2004.
Hun valgte at give slip på det ældste barn, for det havde trods alt en (mikroskopisk) chance på egen hånd, og så kæmpede hun for at at sit eget liv og det mindste barns.
Ved et mirakel var ældste barn blevet fanget af noget drivgods, og både mor og begge børn overlevede.
Jeg havde lige født vores nr. 2 nogle måneder før tsunsmien, så jeg var nor til en 2 årig og en 5 mdr. gammel baby.
Jeg var ikke i Thailand dengang jeg var bare hjemme i Vemmelev.
Men jeg havde mareridt om den situation hver nat i månedsvis efter tsunsmien. Jeg gik i "søvne" og ledte efter sønnerne. Hver nat.
Det eneste, der hjalp mig, var at have begge drenge sovende hos mig hver nat så jeg ubevidst kunne mærke de var hos mig.
Det værste mareridt ever!!
https://www.google.com/amp/s/fox8.com/news/agonizing-decision-mom-lets-go-of-one-son-to-save-the-other-during-tsunami/amp/
Nå den her tråd skulle jeg ikke have klikket på og læs dit svar da jeg lige røg i gentagelse flashback som det hedder i PTSD behandling.
Vores hus lå jo 300 meter fra stranden da vores hus ligepludselig i anden bølge stod midt i et oprørsk hav med biler, telefonmaster, træ liggestole, scootere og en helvedes masse andet som blev revet med på vejen i bølgen. Heldigvis var lige vores hus et af de få huse som er bygget på beton pæle så man bor på første sal og har åben afdeling under huset. Jeg havde på dette tidspunkt to kusiner til min ex kone boende og min søn som lige var blevet 2 år et par måneder før, så 5 hvor kun jeg kunne svømme. Min ex hang fast i en palme nede på gaden og jeg havde fået de to kusiner og min søn oven på og kunne ikke nå at få konen i sikkerhed (et valg jeg måtte tage). Da vi efter ca 1 time men stadig med 2 meter vand som er stilnet af blir jeg nød til at søge væk fra huset og op på hovedvejen og få dem i sikkerhed. Første tur blir med min søn og den 8 årige kusine på ryggen og så tilbage til huset uviden om hvad fanden der var sket og om der kom mere vand, men for at hente min ex og den anden kusine. Vores lille paradis til by var blevet forvandlet til en smadret spøgelse by med 100 vis af smadrede biler alle mulige vegne. Kamala er en lille lagune by hvor byen er omgivet af 2 mindre bjerge hvor vejen løber langs kysten, så vi kom op i den ene side og blev her mødt af +100 mennesker fra byen og turister der havde været på stranden, her sad bla en tysk dame jeg prøvede at snakke og berolige, hun sad i bikini helt blank i øjene og det mest ulykkelige menneske jeg har mødt, hun fortalte at hendes mand og ældste søn var drevet med bølgen hvor hun fik fat i en palme og den yngste søn i armene, men havde ikke kræfter til at holde fast i den yngste søn pga af den kraftige strøm. Efter mange timer oppe på bjergsiden fik jeg hende ind til hospitalet i Patong og mødte hende dagen efter på hospitalet hvor hun ledte efter familien, efter 2 dage fik hun beskeden at alle 3 var døde.
Min familie overlevede tsunamien, mange kom aldrig hjem og mange af de familier der kom hjem, kom hjem som en anden familie. Jeg troede jeg aldrig mere i mit liv skulle opleve sådan en trauma oplevelse igen, men det ændrede Barcalona 2017 da jeg igen stod i endnu en trauma oplevelse som igen ændrede mig som person.
