Som barn levede og åndede jeg for sport. Især fodbold. Jeg voksede op med en storebror, der er tre år ældre end mig, og vi konkurrerede i alt dagen lang. I haven, i stuen, på fodboldbanen. Det var næsten absurd, hvor meget vi konkurrerede. Konkurrencemennesker i en grad, hvor det nok ikke engang var sundt. En dag kommer han hjem fra skole og fortæller, at han har lært poker i et frikvarter af en klassekammerat. Det bliver vores nye battlefield.
De første mange år var jeg langt underlegen. Men han var virkelig også god. Han spillede meget poker med sine venner, og efterhånden begyndte jeg også at være med. Som årene gik, faldt flere og flere fra. Til sidst også min bror. Pludselig var jeg den eneste tilbage. Min passion for spillet var egentlig væk. Poker var blevet en ensom ting. Jeg havde ikke længere nogen at snakke poker med. Jeg kunne godt, men jeg var nået et niveau, hvor de andre ikke rigtig forstod mig længere.
Alligevel fortsatte jeg. Ikke fordi jeg elskede poker, men fordi jeg tjente gode penge på det. Poker kunne finansiere det liv, jeg elsker at leve, og jeg behøver faktisk ikke engang spille særlig meget for at opretholde det liv, jeg gerne vil leve. Jeg elsker sport, konkurrence og frihed. Det er nok tre af de ting, der har betydet mest for mig. Og jeg har de dejligste venner. Sådan helt urealistisk dejlige venner. Men de er ligeglade med poker. De elsker sport, konkurrence, piger og druk.
Jeg tror, at mange dygtige pokerspillere har vennegrupper fyldt med andre dygtige pokerspillere. Folk de kan diskutere hænder med, motivere hinanden og udvikle sig sammen med. Sådan har det aldrig været for mig. Jeg har bare spillet selv. Jeg har aldrig rigtig udfordret mig selv i spillet. Jeg har gjort mange ting på en simpel måde, hævet pengene ud og fortsat med alle de ting, jeg synes er sjove i livet.
Der findes nok ikke mange turneringspokerspillere, der har holdt fri om søndagen, men det har været meget normalt for mig. Alle i min vennegruppe spiller fodbold, så man kunne ikke drikke om fredagen. Derfor stod den næsten altid på tømmermænd om søndagen. Jeg går meget op i at leve i nuet og gøre det, jeg har lyst til. Og jeg gider ikke spille poker med tømmermænd.
Jeg har altid kun spillet på en bærbar computer. Maks fire borde ad gangen, men oftest bare et eller to. Bordene ligger i den ene side af skærmen, og den anden side bruger jeg til at se sport, film eller serier. Det er faktisk meget afslappende for mig at spille. Jeg kan sagtens lave alle mulige andre ting samtidig. Men når tingene spidser til, så ryger alt støj væk fra skærmen. Spotify bliver åbnet, og så har jeg fuldt fokus.
Hvis jeg var med i Hvem vil være millionær, men kun med poker spørgsmål, så ville jeg nok ikke nå meget længere end til 5.000 kroner. Jeg ved nemlig intet om poker. Jeg kan finde ud af at spille spillet, og det er det eneste, der har haft min interesse. Jeg kan måske nævne 5 til 10 pokerspillere. Den anden dag var der nogle, der troede, jeg jokede, da jeg ikke vidste, hvad squeeze betyder. Jeg har aldrig brugt et hjælpeprogram. Jeg har aldrig gennemgået mine hænder. Jeg aner ikke, om jeg er vindende i cash games, for jeg ved ikke engang, hvordan man tjekker det.
Når jeg fortæller min pokerhistorie, bliver jeg også nødt til at nævne JCarver, også kendt som Jason Somerville. Han var pokerstreamer på Twitch, og jeg elskede at se ham spille. Jeg tror faktisk også, jeg lærte rigtig meget af ham. En ting jeg altid har hadet ved poker, er hvor meget folk brokker sig. Alle er altid uheldige. Man skal konstant høre om uheldige hænder og bad beats. Jeg troede engang, at poker var en konkurrence i, hvem der kunne være mest uheldig. Men han var pokerens Roger Federer. Han tog alle bad beats med et smil, og det er jeg virkelig taknemmelig for, at han lærte mig.
Noget af det, jeg altid har elsket ved poker, er hvor mange paralleller der er mellem poker og livet. For eksempel det her med held og uheld. Da jeg lærte spillet, påvirkede uheld mig meget. Men med tiden lærte jeg at forstå noget ret simpelt. Held og uheld er ude af mine hænder. Det der ikke er ude af mine hænder, er hvordan jeg spiller. Så det er der, jeg lægger mit fokus.
Og sådan prøver jeg egentlig også at leve mit liv. Jeg bruger ikke særlig meget energi på ting, jeg ikke kan kontrollere. I stedet prøver jeg at lægge al min energi på de ting, jeg faktisk kan gøre noget ved
